Toscana er de er gamle vinfamiliers land, den tunge historik for flere store huse, ofte med meget længere ubrudt slægtssammenhæng end verdens andet grandiose vinområde, Bordeaux. Toscana er også speciel på grund af sine druesorter. Sangiovese kan som meget få andre druesorter give kompleksitet, perpleksitet, forvirring, symbiose, samhørighed, billeddannende aromaer og … men… det er forkert at sige, at vinene fra Toscana er elskelige fra første berøring – det er de så langtfra, med deres voldsomme syre, beske bid og let bitre eftersmag, men når indsigtener der, og druerne, landskabet, mentaliteten og kulturen er kommet ind underhuden, er man fortabt.

Toscanas p.t.53 DOC(G)’er er geografiske enheder, som ofte overlapper hinanden, og som på papiret har store forskelle, men i den virkelige verden er forskellene knap så udtalte. Set udefra, af en ikke-toscaner, kan inddelingerne til tider virke konstruerede og politiske. Set i forhold til et detaljeret inddelt vinområde som Bourgogne er Toscana dog slet ikke fragmenteret og derfor også langt simplere at gå til. På den anden side er love, reglementer, vejledninger og lokalkrav så komplekse, at nogen burde skrive en doktorafhandling over det. I det følgende skærer jeg ind til benet og borer lidt ned i tre appellationer: Chianti Classico, Brunello di Montalcino og Bolgheri. Der findes rigelige eksempler på stor vin i andre af Toscanas appellationer og ikke mindst i den altomfattende kategori IGT Toscana, hvor en lang række af regionens moderne topvine fortsat findes, ikke mindst navne som Tignanello, Flaccianello, Fontalloro og Cepparello – vine, som mange fortsat lidt misvisende kalder for ”supertoskanere”.

Toscanas vinland
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Toscana fylder en del i den italienske halvøs historie, og indbyggerne ved det. De udstråler en fantastisk stolthed, som i meget få tilfælde kan forveksles med arrogance. I langt de fleste tilfælde handler det om stolthed ved områdets kulturelle bidrag til Italiens, ja Europas, selvforståelse og udtryk. Den består i kunst, arkitektur, mode, fodboldspillere og ikke mindst mad og vin. Som hunde og deres ejere kommer vin og menneske til at ligne hinanden med lang tids samvær. Vinene fra Toscana bærer i mine øjne den samme diskrete stolthed som menneskene. Den ranke ryg findes i vinen som mærkbar tannin og høj syre, glimtet i øjet findes i vinen som friskhed og aldrig kvalme, snakkesaligheden findes i vinen som en umiddelbar aromatisk imødekommenhed, og det tænksomme, men alligevel spontane, findes i vinen som sensorisk dybde og aromatisk kompleksitet, det evigt foranderlige i duften. Sangiovese konkurrerer med verdens bedste druesorter om kompleksitetens førsteplads. Nebbiolo og pinot noir er de eneste, som gør den rangen stridig, men den første har for meget tannin, og den anden kan være gudsjammerlig tynd. Undskyld! De andre typiske lokale druesorter, som canaiolo, colorino, malvasia nera, er, som de fleste ved, blevet mere end suppleret af de internationalt kendte sorter som cabernet sauvignon, merlot, chardonnay og sågar syrah, petit verdot og cabernet franc, men de har fundet deres eget distinkte udtryk i Toscana. Jorden, vejret, bakkerne og menneskene udtrykker sig åbenbart så stærkt, at selv gennem franske druesorter skinner oprindelsen igennem.

Chianti Classico
Kernen i Toscana er og bliver Chianti Classico-appellationen. Den ligger så smukt midt i regionen. Det er egnen, langt de fleste vinturister besøger, historisk og kulturelt har zonen haft meget stor betydning for Toscana, og sidst men slet ikke mindst er det kvalitative løft, vinen har fået over en 40-årig periode, imponerende. Den toscanske selvbevidsthed udtrykker sig stærkest i Chianti Classico. I dag er Chianti Classico inddelt i 11 underzoner, de såkaldte UGA’er (Unità Geografiche Aggiuntive), hvoraf de 8 er ”aktive”: Gaiolo, Radda, Castellina, San Casciano, San Donato in Poggio, Castelnuovo Berardenga, Greveog Panzano plus de 3, som skal gennem en prøveperiode som selvstændige: Montefioralle, Lamole og Vagliali. Området er enormt med 70.000 ha, hvoraf dog kun ca. 10.000 ha er dækket af vinmarker. Endnu færre, ca. 7.100 ha, er godkendt til Chianti Classico produktion.

På trods af talrige ændringer inden for grænserne er det forbavsende, at Chianti Classicos ydre grænser ikke har været ændret, siden de blev udlagt i 1932. Den horisontale udstrækning er én ting, den vertikale en helt anden, for i virkeligheden er noget af det specielle ved Chianti Classico det kuperede landskab. Der er ikke tale om rigtige bjerge, de ligger nemlig rundt om området, mere om stejle høje bakker. Enkelte når dog op i underkanten af 900 meter, mens langt de fleste vinmarker ligger i intervallet 200-400 meter med enkelte lavere og enkelte noget højere op til 650 meter. Som vinmarksandelen indikerer, er der masser af plads i zonen, og den optages først og fremmest af de karakteristiske egekrat, enkelte steder specielt i det centrale Chianti Classico afløst af nåletræer. De arketypiske cypresser, dem fra postkortene, ses ikke ret mange steder, for de er slet ikke kendetegnende for Chianti Classico, hvorimod olivenlunde ses spredt ud mellem vinmarkerne.

Området er ældgammelt og knyttet til vin i den dybe historie, men en demarkering af vinområdet blev første gang foretaget i 1716, hvor storhertugen af Toscana Cosimo III udstak grænserne for Chianti, dengang selvfølgelig uden classico-betegnelsen, men det er ganske interessant, at Cosimos grænser næsten har stået uændret siden. Oprindeligt skulle en Chianti laves på druesorterne sangiovese, canaiolo og malvasia. Chianti fik i 1967 den såkaldte DOC-klassifikation, denominazione di origine controllata. Classico-zonen blev anerkendt på linje med fem andre zoner som distinkte inden for de ydre grænser af Chianti. Det var Colli Senesi, Colline Pisane, Colli Aretini, Colli Fiorentini og Montalbano. Da Chianti i 1984 fik status af DOCG, denominazione di origine controllata e garantita, var classico-zonen fortsat kun en subzone under den generiske DOCG Chianti. For nu at færdiggøre historien fuldstændig, så lykkedes det i 1996 at få Chianti Classico hævet yderligere i det italienske vinlovshierarki, da zonen fik sin helt egen DOCG, altså som noget andet og mere præcist end DOCG Chianti-subzone.

Siden 1980’erne må man tage hatten af for konsortiets langsommelige, men støtte, gang mod forbedring af kvaliteten. Først og fremmest er det lykkedes at eliminere de grønne druesorter, som udelukkende var med til at fortynde Chianti Classico som vintype. Det andet og vel mindst lige så vigtige tiltag er opprioriteringen af sangiovese, som nu skal udgøre mindst 80 % og gerne må udgøre 100 %. I de nye UGA-zone-vine, som indtil videre kun kommer i den øverste kategori Gran Selezione, skal sangiovese endda udgøre minimum 90 % og de internationale sorter som merlot og cabernet sauvignon må slet ikke bruges.

Brunello di Montalcino
Brunello di Montalcino og producenten Biondi-Santi er uløseligt forbundet. Tilbage sidst i 1800-tallet systematiserede Ferruccio Biondi-Santi anvendelsen af den lokale variant af sangiovese til sin såkaldte vino da invecchiamento – lagringsvin. Han kaldte den Brunello, den lille brune. Der findes dog omtaler af en lokal druesort med det navn tilbage allerede i 1400-tallet, og 20 år før Biondi-Santis succesfulde markedsføring vandt en Brunello fra Clemente Santi, Ferruccios far, en lokal konkurrence. Dengang mente man noget med Riserva-betegnelsen, idet Biondi-Santis første fire kommercielle årgange var 1888, 1891, 1925 og 1945. Biondi-Santi havde faktisk som den eneste producent af Brunello semiofficiel status – en status som gav enorm prestige til navnet og en prestige, der stadig klæber til området, om end lidt klægt. Brunellos sjældenhed udvandedes dog langsomt – især efter Brunello di Montalcino blev en af de første DOC’er i 1966. Mere end 200 producenter sender nu deres vine på markedet. De oprindelige krav på minimum 3,5 års fadlagring er i dag reduceret til to, mens den samlede alder på vinen ved kommercialisering fortsat er fire år.

I 1960’erne og 70’erne levede Brunello mere af navn end af gavn – der gik dengang en vittighed om forskellen mellem Brunello og et stykke træ. De smager ens, men træet er blødere! Brunello di Montalcino er dog fortsat en krasbørstig satan for de fleste. Det varme tørre klima med kolde nætter og den vindomsuste beliggenhed på og omkring en bakketop giver automatisk høj alkohol, smertende tørstofniveau, høj syre og stram tannin – en vin skabt til et langt liv.

Som i Chianti Classico tales der en del om subzoner i Montalcino, men reglementet har ikke konkretiseret dem endnu. På grund af områdets lidne størrelse har der generelt været en tendens til at forenkle områdets kendetegn klimatisk såvel som geologisk og topografisk, men der er store forskelle. Faktisk så store at flere mener, man kan tale om alto brunello og sotto brunello, lidt efter devisen medoc versus haut medoc. Det karakteristiske ved Brunello har i det 100-årige perspektiv været de stride tanniner og den høje syre. Det kendetegn opnår man naturligt i de højtbeliggende marker lige omkring og neden for byen i 350-550 m.o.h. og i to arme sydvest mod Tavernelle og østsydøst mod Castelnuovo del Abate. Her ligger de gamle og stolte producenter, de fleste af traditionalisterne og så selvfølgelig en lang række sleske udnyttere af den prestigiøse placering. Brunello di Montalcino SKAL laves på sangiovese.

Bolgheri
Det er efterhånden en gammel nyhed, at Bolgheri er fremme i skoene. I den daglige kamp om plads i pressen er fokus de sidste år, måske med rette, skiftet tilbage til det gamle Chianti Classico. Derinde, langt fra kysten hvor Bolgheri ligger, er den generelle kvalitetsforbedring imponerende. Bolgheri bør dog ikke forsvinde ud af vores bevidsthed. Området er overskueligt, pittoresk på en anden måde end det centrale høje Toscana, og så er gennemsnitskvaliteten imponerende. Desuden er mangfoldigheden og lysten til at gå nye veje et andet af Bolgheris særkender. Historien hænger uløseligt sammen med Bolgheris Premier Cru, flagskibet med den lange historie, den statelige og nærmest gammeladelige Sassicaia. Hvis ikke det var for den hesteglade Marchese Mario Incisa della Rocchetta, er det ikke til at vide om køerne og hestene, kornmarkerne og strandene ville være det eneste nævneværdige fra Bolgheri.

De klimatiske forhold er mærkbart anderledes end inde i Chiantis højland syd for Firenze. Nær kysten ved Det Tyrrhenske Hav er klimaet forskånet for de store temperaturudsving, som giver så meget syre i vinene fra Chianti. Derfor er der på papiret større sandsynlighed for at få bløde og cremede tanniner samt moderat syre, hvis man vælger vin fra Bolgheri. Det fik allerede i 1940’erne førnævnte markis til at overveje muligheden for at plante Bordeaux-sorter i den mergel- og sandholdige jordbund. Nedenfor bjergkammen Colline Metallifere ligger vinmarkerne på veldrænet, fattig jord med høj mineralforekomst. Markerne skråner blidt ned mod kysten. Toscanas hjemmefødning, druen sangiovese, egner sig ikke til området. Det gør til gengæld Bordeaux-sorterne, først og fremmest merlot og cabernet sauvignon, men på det seneste i stigende grad cabernet franc. De suppleres af syrah, der omtales med stolthed.

Eliten er lille og overskuelig med højst et par håndfulde seriøse topproducenter, der stabilt sender uforglemmelig vin på markedet. Det er nemlig så forbandet nemt at lave vin i Bolgheri, at mange forfalder til at lave intetsigende, syreflad internationaliseret rødvin uden kant og personlighed. Bolgheri har i kraft af sit klondikeagtige image været domineret af stærke individualister, men konsortiet med 75 medlemmer er blevet stærkere de seneste år og på rekordtid er Bolgheri blevet en ”nyklassisk” appellation i Toscana.

Toscana er således et vinland, hvor historie, kultur og natur væves uløseligt sammen med druesorter, mennesker og metoder. Fra Chianti Classicos grønne bakker over Brunellos stramme terroir til Bolgheris kystnære modernitet viser regionen en mangfoldighed, der samtidig holdes samlet af en dyb identitet og et særligt toscansk udtryk. Det er netop denne balance mellem tradition og fornyelse, kompleksitet og tilgængelighed, der gør Toscana til et af verdens mest dragende vinområder – og som fortsat gør de største vine til noget, man vender tilbage til igen og igen.